tekster

Dansksprogede tekster ordnet i en tilnærmet kronologi fra 80erne og til idag 

 

 

 

 

1988-1990

 

Brækrock

Min hud den skælver under mit svedvåde tøj

over mig er nattehimlen uendelig høj

jeg mærker kvalmen gøre munden tør

jeg bøjer mig fremad og brækker mig

ligesom jeg gjorde før

 

Står og brækker mig i lårtykke stråler

i den frostklare nat

 

Jeg havde ellers lige fået gang i drivvåde Inge fra klassen

jeg hviskede søde berusende ord og jeg er sikker på det gav kasse

hun smed sig dramatisk på mors og fas seng

og sagde gør som du lyster

men i samme nu endte mit maveindhold

på hendes bryster

 

Står og brækker mig…

 

Pinligt, pinligt, pinligt, jeg ser hende aldrig igen

og lige nu kan jeg se hun står og flirter med min allerbedste ven Svend

hvordan skal det ende? det ender sikkert trist

men hvis bare enden var hendes, så gik det nok til sidst

 

Står og brækker mig…

 

 

 

Slidte krager

Slidte krage på et træstakit

ånder tåge ud i luften

deler en bajer og en cigaret

i mørket bag ved Brugsen

 

Det er en kold kold verden

flyv før du fryser fast

 

Slidte krager på et træstakit

puster ud før andet sæt

på vej mod storhed eller en elmast i mørket

det kræver trods alt en hjerne

at få den splattet ud

 

Det er en kold…

 

Slidte krager på et træstakit

og dog skal de arve riget

de er sønner og døtre af den allersidste troubadur

og de er trætte af altid at få tæv af politiet

 

Det er en kold…

 

 

 

Øglen Bent

Øglen Bent er glad i dag skønt han er helt alene

han står og kigger ud over støvet og de lodne grene

planeten Bildæk skinner ned for det er det den ligner

og frøerne de synger falsk, runkne som rosiner

og Bent han reder kammen med ryggen mod et træ

kradser sig på låret for det er en dejlig dag

 

Men pludselig ser Bent et skær af flammer i det fjerne

og flammehavet bruser som en gammeldags cisterne

Kastelev forsamlingshus brænder ned til grunden

Bent bliver så forskrækket at han bliver helt tør i munden

 

Men Bent han fatter straks sit mod mens han sine kirtler ælter

og hans mundvand springer frem så stærkt han næsten vælter

han galoperer modigt ind mellem stegte mænd og kvinder

og savler bravt på ilden til ilden helt forsvinder

og ingen er i tvivl om at Bent han er en helt

men er det Kastelev forsamlingshus eller er det Storebælt?

og midt i den forvirring og midt i dét postyr

blev øglen Bent forvandlet til Benny Badedyr

 

 

Bladet falder

Bladet falder, bladet falder ned fra træet

rammer jorden og forrådnes

som bladet falder, falder også jeg

rammer jorden tung af regn

 

Jorden åbnes, spyer ud sit tågeslør

træ og blade viskes ud

dråber glimter i edderkoppespind

rammer jorden og forstøves

 

Stemmer hvisker blødt til dig

blødt som tågen selv

hold dig hellere til den lige vej

sent når du skal hjem

elverpiger byder op til dans

dans i tågen ud

dækker kroppen som et brudeslør

døden er din brud

 

Bladet falder, bladet falder ned fra træet

rammer jorden og forrådnes

som bladet falder, falder også jeg

rammer jorden tung af regn

 

Containerliv

Almindeligvis er her gråt og støvregn

og gaden ligger øde hen

mutanterne går udenom

på vej til plæner og til containerhjem

men når byen så tager sin sorte natkjole på

og der er fluer i hendes kødrand

kan du få dødelig erstatning

for liv eller døden

efter behag

 

Fra mit vindue kan jeg se de brune børn

kan ikke forstå hvad de råber

men de leger ligesom andre børn

bang bang siger pinden, knægten bag Fiat ’en får sit banesår

bare han ikke falder over nålen som jeg så dernede i går

for når byen…

 

Fandens mælkebøtter

Dagene er guld

nætterne er sorte

spejles i hinanden

efterlader ikke mere

mine tanker spredes

som fandens mælkebøtter

véd ikke hvor de lander

véd ikke hvad de sår

 

Du er ung

minder mig om noget

jeg ikke kan sætte en finger på

måske er det luftballoner

der svæver op mod himlen

forsvinder i en prik

 

Hvidemanns sidste bøn

Er du nogensinde vågnet midt om natten

drivvåd af sved i din seng

hørt trommerne hviske ” nu’ det forbi, gamle dreng”

famlet efter tropehjelmen

mens faklerne kom tættere på

og cikaderne druknede i flammehavet

og de indfødtes råb

 

Du løber gennem underskoven

ser skæret bag dig

hvordan kunne det nogensinde komme så vidt?

I ville jo kun jeres eget bedste

 

Er du nogensinde vågnet midt om natten

drivvåd, gennemblødt af sved

hørt dine børns råb i din have

i et fjernt parcelhus et sted

garagen brænder, min gud hvad er det de gør?

de der står og griner og drikker dit øl kan umuligt være dine børn

 

Du løber…

 

Vivi Hønsestrik

Nu vil jeg fortælle jer om Vivi

Vivi var en helt almindelig dreng

hun havde altid masser at rive i

fra hun vågnede til hun gik i seng

 

Hun læste mange store tykke sådan rigtigt tunge bøger

både af Karl og Marx og Nietzsche, Freud og Jung

men langt lang væk under velment hønsestrik

gemte sig en krop der aldrig var ung

 

Vivi Vivi

Vivi Hønsestrik

 

Vivi hun ved alt om astrologi

men hun har aldrig set stjernerne i virkeligheden

Vivi, så tag dog dine briller af

så kunne det være at du ku’ se

ku’se, ku’se, men hun ku’ ik’ se noget sjov ved det

for Vivi hun så ingenting

 

Vivi…

 

 

 

 

 

 

 

 

2000-2010

 

Al den succes

Jeg vælger en jakke og et par sko

jeg ser på mit ur at klokken den er to

i dag skal jeg ud til et helt nyt sted

med drengene jeg gik på kostskole med

2 spejle i badet, det er meget belejligt

jeg får jern på fordi min røv er så dejlig

 

Åh, al den succes, jeg gir mig selv jern på

 

Jeg slukker mit TV og min stereo

griber nøglerne til min Romeo

kommer ikke for tidligt og ikke for sent

og gulvet det er høvlet og dugen den er ren

vi snakker om jobs, vi snakker om koner

vi snakker om ure til 10.000 kr

 

Åh, al den succes…

Hun skænker mig vin i et højstilket glas

bøjer sig fremad lige tilpas

hun er fra Viborg, hun hedder Malene

men i morgen drikker jeg min kaffe alene

jeg har ingen grund til at skulle forklare

jeg’ bare mere glamour end dén pige kan klare

 

Åh, al den succes…

 

Aldrig dø for dig

Verdens største mand vinker fra maskinen

før han forlader airforce one

med en kuglepen skriver han sit navn

trykker hænder, smiler

med sit skarpe blik fanger han et kamera

han har talt med Gud i dag

 

De siger jeg skal dø en dag

men jeg ku aldrig dø for dig

 

Verdens største mand vinker fra maskinen

før døren lukkes med et klik

jetmotorer brøler, verden står i brand

nu er han en prik

 

De siger jeg skal dø en dag

men jeg ku aldrig dø for dig

 

Aldrig plage mer

Ku vi være et sprog for dem der mangler ord

ku vi være et land for dem som ingen vegne bor

ku vi være et tag når der falder regn

ku vi være et hul i et pigtrådshegn

ku vi være øjne når ingen længere ser

så lover vi, vi skal aldrig plage mer

 

Ku vi være liv når alting skriger død

ku vi være vand, ku vi være brød

Ku vi være vejen når alting blir til mål

ku vi være skyer når verden er af stål

og sku kolossen knuse os, lad os være fødder af ler

så lover vi, vi skal aldrig plage mer

 

Ku vi være solskin på et barn

ku vi være stilhed, ku vi være larm

ku vi være en ny dag, en chance til

ku vi være lige hvad vi vil

ku vi være nogen, ku vi blive fler

så lover vi, vi skal aldrig plage mer

 

Anmelderdarling

Som håret blankt og uden grånen

som Humphrey Bogart uden hat

du sejler sejrrig som månen

gennem skyggerne hver nat

på et skib som ikke synker

med en krukke uden skår

en pande uden rynker

og et ur som ikke slår

du er

anmelderdarling

 

Ven med plænens abonniner

du spiller bold med storebror

du er en gammel libertiner

lykkeridder, smørtenor

din navn står indgraveret

i en enkedronnings bløde hånd

din drosche står parkeret

langt op i samarbejdets ånd

du er

anmelderdarling

 

Din lædersko er pragtfuld

din timing er sublim

så festlig fra dit sangskjul

fuld af pjat og enderim

du har holdet på din side

du har styr på dine ting

du får showet til at glide

så dovent om din fingerring

du er

anmelderdarling

 

Balladen om Lise-Lotte og Poul Hummer

Det var fredag, det var forår, hun var bare 19 år

med Liebfraumilch i plastikkrus og striber i sit hår

udenfor i skumring ved den gule murstenshal

hun vented’ på Poul Hummer og det søde syndefald

de si’r hun fik den

på Svaneke Missionshotel

hun blev aldrig helt sig selv

igen

 

Hun førtes viljeløst i den anonyme strøm

da dørene blev åbnet til Lise-Lottes drøm

i mørket, stum, elektrisk helt ned i sine tæer

en spot blev tændt i salen og pludselig stod han dér

de si’r hun fik den

på Svaneke Missionshotel

hun blev aldrig helt sig selv

igen

 

 

Hun mistede sin stedsans

hun mistede sin sko

hun mistede sin uskyld

ja, faktisk begge to

nu går Lise-Lotte alene til frisør

med sin sorte Silvercross og sit vekslende humør

når Poul Hummer han kommer til Svaneke igen

så står hun dér i mørket og svømmer hen

de si’r…

 

Containerskib på vej

Splitflags smæld i vinden

rødt og hvidt mod blåt

ædel silke

kæler for din overkrop

sidste skridt på denne sti

dine blanke sko

træder ud af skyggerne

og af din barnetro

 

Og verden venter kun på dig

og dine store drømme

et skud og så er vi på vej

hilser dem derhjemme

 

Kontrol kontrol kontrolrum

i farvespil og lys

du arver et imperium

du arver, du arver hele universet

 

Og verden venter kun på dig

og dine store drømme

vi runder Helsingør på vej

hilser dem derhjemme

og verden venter

og verden venter

ikke på nogen

 

Da jeg så dig først, var du allerede på vej

Da jeg så dig først

var du allerede på vej

gennem hvirvler og turbiner

igennem kød og drøm

 

En tidlig vintermorgen

hævet over jorden

frostklar og forklaret

i gyldent nådeslys

 

Når jeg ser dig stå

med din kuffert og solbriller på

ved jeg at du må

afsted mens himlen er blå

 

En tidlig vintermorgen

hævet over jorden

frostklar og forklaret

i gyldent nådeslys

 

Når du kommer hjem

igen

har du ændret verden til ukendelighed

jeg kan knapt nok kende mig selv

 

En tidlig vintermorgen…

 

Den Lange March

Vi glider stille

gennem byens gader

dens tavse koder

vi siger ingenting

vi bytter vores timer

bort for korte glæder

et værn mod nattens rust

som klokken ringer ind

 

Vi vandrer gennem sne

vi vandrer gennem sne

en spurv i dine øjne

vi vandrer gennem sne

 

Busser kører upåagtet

hverdags små tragedier

en due over banegårdens skyttegravsterræn

spændte indkøbsposer springer

ud i klagesange

om letmælk og bleer

og utro ægtemænd

 

Vi har vores overspring

vi har Den Lange March i spredt cirkelformation

 

Vi vandrer gennem sne

vi vandrer gennem sne

isblomster i dit hår

vi vandrer gennem sne

 

Det sidste strå

Og det er det sidste strå der får krybben til at flyde over

og de fede heste bides og kvæler den lille ny

og sådan er der ikke noget nyt under stolen

det er stadigvæk det samme gamle røvballeklaver i min radio

der spiller for femogtyveører og motorvejssex og campingferier

og rockstjerner på bare elleve år

 

Og nogen vil nok mene at det mig der spilder tiden

men tiden den kan sådan set rende mig langsomt

nu hvor alting skal gå så stærkt og der alligevel ikke rigtigt sker noget

af betydning

med frihedshelte i jakkesæt

og jakkesæt i fritidssæt

i en kynisk og forkælet generation der har fået det hele

stukket op under næsen

 

Men I skal vide at jeg står klar ved genopdragelseslejren

i støvler og kedeldragt

og jeg citerer formand Mao i flæng

for det er ikke noget te-selskab det her

og det er vel trods alt bedre at have kæmpet og kæmpet forgæves

end aldrig at have kæmpet overhovedet

det læste jeg i hvert fald i en bog engang i vores pure ungdom

mens rotterne de fés os om ørerne og vandrørene sprang

og du gik i hotpants

og der stadig var tid til forandring

 

Frisk pust

Ingen grund til panik, ingen grund til klage

alt er fint, det bliver bedre dag for dag

er der noget du mangler

hold dig endelig ikke tilbage

vi sejler det ind under Panamaflag

 

Sort og hvid med tydelig diktion

i grunden er du vel en elskelig person

som du sidder på Kronborg overskrævs på en kanon

ingen skade sket – det er en familiefilm

 

Frisk pust

frisk pust

over Frikorps Danmark

frisk pust

frisk pust

det er teknisk set en idyl

Frisk pust

frisk pust

over Frikorps Danmark

frisk pust

frisk pust

blæsten går så friskt over fjordens vand

 

Langs med vandet på bare tæer

du er frodig, ikke generøs

pjasker vand på en trofast fotohær

brugtbilsprædikanter for dit moderkys

 

I grunden er du vel ikke særlig høj

nærmest rund i blomstret sommertøj

bag dig torden og motorstøj

ingen skade sket – det er en familiefilm

 

Frisk pust

frisk pust

over Frikorps Danmark

frisk pust

frisk pust

sneen der faldt i fjor

Frisk pust

frisk pust

over Frikorps Danmark

frisk pust

frisk pust

endnu et postkort fra Liga Nord

endnu et postkort fra din mor

 

Herreløs

Ingen straf

ingen løn

intet fald

ingenting

himlen blå med stjerner på

vejen tom, jeg kan kun gå

 

Alt skal væk

skiftedag

gamle haver

lukket af

sidste års skyggespil

det må fare som det vil

 

Nu er alt hvad det synes

dagene går af sig selv

verden er slet ikke kynisk

den har bare ingen holdning

til alt det du har så travlt med

 

Alle konger

har en dag

alle ord

en negation

kloden blev tegnet af

som streger ved en telefon

uden herre

uden snor

vejen tom

jeg går og går

 

Nu er alt hvad det synes

dagene går af sig selv

verden er slet ikke kynisk

den har bare ingen mønter

alligevel

 

Reinheitsgebot

Den lille stille gift

jeg mærker ikke forskel

i det hvide punkt med tanker uden ord

en kølig kvindestemmebrise

i radio og supermarked

og konstrueret TV-krig

 

Aber uden køn

apparater ingen kender

gas bag lægen øjne

og alt for rene hænder

sproget lytter med

vi er vores værste fjender

 

Kører i tunnel

den lige vej fra A til B

alting skinner her

vi skinner indeni

ingen dør går op

ingen fanget fugl der flakser

i en fremmeds blik

 

Aber uden køn

apparater ingen kender

gas bag lægen øjne

og alt for rene hænder

sproget lytter med

vi er vores værste fjender

 

Vi er vores værste fjender nu

 

 

Kaufhaus Des Westens

Som sten imod min drivhusrude

som slag i en marokkopude

som at skrige i en dyne

som at tabe dig af syne

gaderne i København

har savn som mellemnavn

og jeg tænker jeg har set mig sær

på alt det som vi ikke er

så hjælpeløs og rentefri

i Kaufhaus Des Westens går ingen ram forbi

 

Som billeder af smukke kvinder

som den der dør med flest ting vinder

som nyt navn til gamle synder

parade, rokade, vi er stadigvæk bønder

som TV og ugeblade

og pause fra landshold med fiberskade

taler, aviser og statsminister-

bilen flankeret af sorte falangister

så legende og let

i Kaufhaus Des Westens sejler jeg i rumraket

 

Æter

Der er en æter i dén luft der fylder strøg og restauranter

en væske uden smag og duft der fyldes op i vores tanker

det er den stille førte hånd som leder os i tavse koder

mod det golde lystmuseum hvor vi er gæster og kustoder

 

Det er den lige vej vi går mod sindets proletarkaserner

det er den tavshed som vi får alene under himlens stjerner

men du har ild som brænder tyst, et vågeblus i hjertets kammer

dén ild bliver levende og lys, alt skal fortæres i dens flammer

 

Og alle disse fugle

Og alle disse fugle

der lander i din baggård

de synger om din afmagt

de pudser sorte fjer

fylder hanerne med rust

pletter dine lagner

og alle dine kartoteker

der skriger efter brand

mens tiden bare går

og pendulet bare svinger

 

En dag bliver det morgen

en dag bliver det dag

måske i dag

måske i morgen

 

Men hænderne i skødet

og øjnene mod himlen

før du vender dig og vander

et træ som ikke vokser

med en spand uden bund

og en sorg uden årsag

og mørkets bløde kvælertag

og efterhånden temmelig lokkende sang

mens tårnuret slår

og den hvide skive lyser

lyser for de sjæle

som ikke finder vej

over flodens mørke fløjl

over til den anden side

 

En dag bliver det morgen

en dag bliver det dag

måske i dag

måske i morgen

 

TV-lys

TV-lys, blå stue i rummet

øjne bag bordet fæstner tavse skridt

lægger dræn i hver erindring

 

En bog der staver til sig selv

fyrværkeri over tivolisøen i transmission

og der er ikke noget at komme efter

 

TV-lys, blå stue svæver

radiobølger klukker mod kaj

kollager i eksplosion

 

En klapjagt kalder på sig selv

pigegarden Helsingør i transmission

og det er stadig stille for september

 

TV-lys, lyseblå bombeangst der kryber langs tæpper

øjne søger

det kollektive hulspejl i transmission

 

Kulturen æder af selv

kulturen ligner snart sig selv

i transmission

og der er ikke noget at komme efter

 

 

 

 

King of speedway

Alufælg

gaspedal

motorhjelm

overhal

kilerem

olieklud

dåseøl

svinehud

flæskesvær

kakkelbord

Ilse-film

 

Hey hej

king of speedway

 

Nissering

Susåland MC klub

biker Jens

Ole O

Tattoo-Max

fængselsmuskler

nisseskæg

motorhagekors

 

Hey hey

king of speedway

 

Gasbeton

løbelys

kælderfest

hvem har

drukket

inspektørens datter ned?

 

Hey hey

king of speedway

 

Lorteland

Vand i min øl

øl i mit hår

bukserne klæber til mine lår

byen er gold og gaden er våd

vinden er kold og bussen er gået

 

Jeg bliver grå

som dagen derpå

med skyen på skrå

 

I mørket ses en farveplakat

Fogh Fo fotostat

jeg synes jeg hører hundeglam

højtalerskrat og støvletramp

 

Jeg bliver hvid

som i paranoid

jeg må væk for en tid

 

Lorteland

jeg flytter til Sverige

 

Søde Anita, ræk mig din mund

lån mig lidt elskov lidt udenfor Lund

mad mig med bær og bad mig i sol

skænk mig skovsø op ad din Ikea-reol

 

Lorteland

jeg flytter til Sverige

 

Springtur

Cellen er varm

lyset falder på min arm

støvet hvirvler rundt

som et solsystem

jeg har børstet mine tænder

jeg har vendt min Black and Decker-kalender

jeg har taget min sidste rene strømpe

 

Traver rastløst rundt i buret

skæver uafbrudt til uret

alle må vel have

bare en enkelt heldig dag

jeg krydser mine fingre lige før alarmen ringer

jeg lukker øjnene og springer

 

Springtur, mig og min ven har lagt en plan

springtur, det bliver nok noget med et lagen

springtur, vi springer ud fra en altan

som skæve påskeliljer

 

De siger at det er for dårligt

og jeg skulle tage det mere alvorligt

jeg har ingen argumenter

men friheden venter

 

Springtur, mig og min ven har lagt en plan

springtur, det bliver nok noget med et lagen

springtur, vi springer ud fra en altan

som skæve påskeliljer

 

Springtur, når cellen bliver for trang

springtur, hvem kan forklare fuglesang?

springtur, måske bliver det her sidste gang

jeg skal grave i mit liv

 

 

Magasin Du Nord

Åh, Magasin Du Nord

hvor den store skøge står

og viser en film om velstand

og viser en film om charme

og viser en film om et folk

der går omkring med åbne arme

og hey hey

så blev det OK

at være et nazisvin igen

 

Julemåneds krybbespil

og fotostater

den nye orden i profil

jeg har set de største hjerner i en generation

på kogevask

og hey hey

så blev det OK

at være et nazisvin igen

 

Onkel

Det er ikke let at sortere slagtekvæg

jeg står i mudder til halsen med en spejlvendt sømpistol

så bliver det tid til den lille pause klokken ti

hvor hele Danmark slapper af uden konkurrence

 

Og når vi så har sparket dæk

så viser du lår i det bagerste kølerum

onkel hyler ”SAS”, det betyder skål alle sammen

vi har kun det fipskæg som vi sidder på

 

Det er ikke let at være den som svinger pisken

der er så koldt på toppen, langt de fleste fryser fast

så bliver det tid til et åndehul

et sofastykke, et gyldent kvarter

 

Og når vi så har sparket dæk

så viser du lår i det bagerste kølerum

onkel hyler ”så napper vi en takskaduha,

og så ses vi nede i sejlklubben”

 

Det er ikke let at være sidste mand i fødekæden

man bliver så irritabel når de andre lægger deres varer op

så bliver det tid til lidt acceptabel psykopati,

vin til maden og en uge på Bornholm

 

Og når vi så har sparket dem der ligger ned

så deler vi kød i det bagerste åndehul

tungen fryser fast imellem dine frikadeller

mens billeder fra vi gør Danmark koldere

fæstner sig i sindets udklipsholder

og onkel skriger ”ned med lortet”

og onkel skriger ”fy for helvede”

og dem der er født i januar

og dem der er født i februar

og dem der er født i marts

og dem der er født i april

og dem der er født i maj

de rejser sig

 

Pax Americana

En velsmurt mekanisme

blankt poleret stål

projektilet flænser luften

i lige linje mod sit mål

 

vi har svar på store tanker

vi har tunge våben med

hangarskibet letter anker

de må dø for vores fredag

 

Miner sover rævesøvn

forstyrres af en barnefod

det er et nødvendigt onde for

den frie verdens sikkerhed

 

fanen samler, vi marcherer

fremad mod en gylden drøm

Gud er med os mens vi vandrer

med hans enbårne søn

 

Pax Americana

 

Håndtryk, penge, alliancer

elektrisk chok, spørgsmål, slag

vi har fyldte kartoteker

af vor fjende af i dag

 

vi er med i dine breve

vi tager mål på dine ord

vi gør livet let at leve

for dem som virkelig tror

 

Pax Americana

 

Springtur

Cellen er varm

lyset falder på min arm

støvet hvirvler rundt

som et solsystem

jeg har børstet mine tænder

jeg har vendt min Black and Decker-kalender

jeg har taget min sidste rene strømpe

 

Traver rastløst rundt i buret

skæver uafbrudt til uret

alle må vel have

bare en enkelt heldig dag

jeg krydser mine fingre lige før alarmen ringer

jeg lukker øjnene og springer

 

Springtur, mig og min ven har lagt en plan

springtur, det bliver nok noget med et lagen

springtur, vi springer ud fra en altan

som skæve påskeliljer

 

De siger at det er for dårligt

og jeg skulle tage det mere alvorligt

jeg har ingen argumenter

men friheden venter

 

Springtur, mig og min ven har lagt en plan

springtur, det bliver nok noget med et lagen

springtur, vi springer ud fra en altan

som skæve påskeliljer

 

Springtur, når cellen bliver for trang

springtur, hvem kan forklare fuglesang?

springtur, måske bliver det her sidste gang

jeg skal grave i mit liv

 

Søs

Jeg kunne have slugt min højre sejlersko

du trækker på gaden for et forsikringsselskab

Søs, jeg begynder snart at græde

 

Søs og jeg i samme klasse

Søs og jeg på lejrskole

oppe i Nordsjælland et sted

nu ligger du på maven

nu ligger du på ryggen

for en kummefryserfuld

 

Men når bare du er glad

så må jeg vel sluge den

det siger de at du gør

 

Ærligt talt, jeg er lidt skuffet

jeg havde nok forventet mere af én så fin i mælet som du

nu har du længe åbent

for først i nye støvler

allersidste skrig

 

Men når bare du er glad

så må jeg vel sluge den

det siger de at du gør

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2010-2020

 

 

Åben for besøg

Åben for besøg

ad hvilken dør det måtte være

i et stearinlys´

tvivlsomme skær

 

Ikke alt du sagde

ikke alt jeg spurgte om

ikke mere tilbage

ingen forsvar, ingen dom

 

Åben for besøg

du gik aldrig hele vejen

i de sekunder jeg forsvandt

var du stadigvæk din egen

 

Natten klædt i tordenregn

din hud klædt i en drøm

jeg håber du giver slip nu

når nogen hvisker kom

 

 

 

Popsang

December kom og gik

men englefryd og ned med flasker

januar, mandagsmåned

en evig strøm af sko og tasker

dage ud og ind

af dørene og ørerne

med alt hvad vi har stående

og alt hvad vi har kørende

 

Så jeg skrev dig en popsang

den er sådan hér

en popsang og ikke mere

en popsang

det er lige så meget værd

en popsang

som du må mene at det er

 

Køkkenet ligner lort

tallerknerne skal sprænges fri

op til her i dåsemajs

og ugens uundgåelige

dine skod er alle vegne

jeg troede du ville stoppe

jo tak, mit dankort ned i tasken

og ud og powershoppe

 

Så jeg skrev dig en popsang

den er sådan her

en popsang og ikke mere

en popsang

det er lige så meget værd

en popsang

som du må mene at det er

 

Fredag aften, TV-sten

lidt vin og vi skal knalde

du bapper utroværdig gren

spørg selv, det siger alle

vi slukker lyset og går ud

som lys før det er størknet

der er stadig noget som lyser hér

indeni i mørket

 

Så jeg skrev dig en popsang

den er sådan hér

en popsang og ikke mere

en popsang

hvad skulle jeg ellers have gjort

der er ikke flere taster

på det her tastatur

 

Vores dag

Der var dage hvor skyerne drev

ind over himlen i brudekaret

der var dage hvor vi skrev

vores kærlighedsbreve på gyldent tapet

der var dage hvor himlen faldt ned

der var dage som aldrig kom

der var dage som ingen ville kendes ved

og som din mor aldrig fortalte om

 

Men nu er det vores dag

det er vores dag i dag

 

Der var dage som kom og gik

tyste og blanke som biller med skjold

uden morgentrompeter, uden myldretrafik

kun med hjertets kammermusik i den blødeste mol

der var dage klare som vand

som falmede postkort og famlende hænder

der var dage der flygtede som minder og sand

men hey, hvad er det mellem venner

 

For nu er det vores dag

det er vores dag i dag

 

Dage med vin, dage med sang

dage vi knapt nok kunne tage med tang

nogle var glatte, nogle var ru

men mor sagde aldrig noget om dage som nu

 

For nu er det vores dag

det er vores dag i dag

 

 

 

 

Sad eyed lady revisited

Til sidst blev lyset tændt

du lå på chaiselongen

i allersidste skrig

sidst på sæsonen

 

Med din lynlås i baglås

og dine stropper

dine sømænd på rækker

og dine hjælpetropper

 

Med din mund der siger nej

og din hund der åd din spurv

og din barndoms villavej

der støtter dine kurver

dine æbleblomsters sne

så langt som man kan spytte

det er bare svært at se

at det skulle være til nogen nytte

 

Til sidst blev lyset tændt

du lå på chaiselongen

tæppet det var vendt

og mistede helt faconen

og skulle vi aldrig ses igen

mens jeg sidder her og venter

véd jeg nok hvor du gik hen

og vil ikke kræve renter

 

 

Sidste hvide time

Sidste hvide time

en fugl har trukket vod

himlens store dyr

har bugen fuld af stjerner

og endeløse skyer

vi står i bundløs gæld

på verdens frosne sø

ordene siger sig selv

hinandens tavse spejl

når øjne selv bestemmer

alt hvad vi har gjort

er vi stadig uden skyld?

disse mine skøjter

klemmer mine tæer

tiden den er gået

andre steder hen

 

 

På onsdag bliver der fred

Du ved hvordan det er

der er så meget der kan gå galt

dem som intet har

de skal nok få det betalt

det er en meget dårlig fødselsdag

når bamsefar er gnaven

og du er blevet glemt

nede i børnehaven

og glæden er borte

og troen er forsvundet

og Guldregn har lukket

og Nordsjælland har vundet

men så var det at jeg læste

på tekst-TV et sted

det er noget de har lovet

på onsdag bliver der fred

på onsdag bliver der fred

det har de lovet

på onsdag bliver det fredag

det er også noget

på onsdag får vi løn

på onsdag får vi kage

på onsdag får vi overskud

alle andre dage

på onsdag bliver det jubelår

og glædestårer

på onsdag bliver det strandvejr

med sol og hættemåger

på onsdag er der kvinder

der kun ønsker dig det bedste

på onsdag er din udtræksseng

fuld af trætte heste

onsdag bliver fantastisk

onsdag bliver for fed

det har de lovet

på onsdag bliver der fred

fred imellem folkeslag

fred på hele kloden

fred i dine tanker

styr på herremoden

fred for fredens skyld alene

fredfyldt eksistens

fred for oven, fred for neden

freden sidelæns

på onsdag får vi alting

der er noget ved

men størst og mest og vigtigst

på onsdag får vi fred

 

 

Bongkammerater

Åh bongkammerater

bevæbnet til tænderne

natten var så så lang

at den sprang mellem hænderne

ikke fordi at jeg er sikker

alt står lidt tåget

fra her hvor vi står

og til nedslagsområdet

 

Og der var én der gik i stykker

og der var én der gik i kirke

alle måtte gøre

hvad de mente måtte virke

 

Og de siger du gik ned

med tomme flasker

jeg selv sidder i min lejlighed

med udsigt til opvask

og det ku være vi ku mødes

ved busstoppestedet

somme tider jagtet

somme tider fredet

med blege hilsener

der fortoner sig i brag

fra de nye generationer

 

Brænd dit flag

Tag dit flag

Kristi stridsmand

brænd det af

tag dit flag, brænd det af

du har ikke noget land

du har ikke nogen sag

tag dit flag

brænd det af

 

Selv dit blod

Kristi stridsmand

er dig imod

selv dit blod er dig imod

alle elsker alle nu

det er virkelig noget rod

selv dit blod

selv dit blod

 

Tag dit sværd

Kristi stridsmand

og la vær

ta dit sværd og la vær

det er så sært du kæmper

for alt hvad du har kært

når alt du har

er noget som ikke er

tag dit sværd

og la vær

 

 

 

Alt jeg ønsker mig til jul

Udenfor daler sneen ned

jeg sidder i min lejlighed

og tænker på hvordan mon at P3

ku hjælpe mig til at få succes

det skal nok være noget med rensdyr og gløgg i sweater

sex ved kaminen og langrendsski

og at jeg savner dig i kolde nætter

og englebørn i puddersne

Santa, tjek min liste, hør min stille bøn

ved Joseph og Maria og deres lille søn

sæt min sang i rotation

igen og igen og igen

for det er alt jeg ønsker mig til jul

det er alt jeg ønsker mig til jul

 

Almindeligt går jeg tit på job

jeg retter ind, jeg stiller op

jeg siger ja og går i ring

og flytter kasser og skriver ting

hvis jeg bare ku få lidt fred til at gøre hvad jeg vil

lidt på kistebunden, der skal ikke meget til

Santa baby, jeg har været sød

jeg har stillet grød og farvet morgenkåben rød

giv mig bare en enkelt julesang

jeg gør alt hvad du forlanger, sutter på din sukkerstang

sætter ind med klokker og bjældeklang

for det er alt jeg ønsker mig til jul

det er alt jeg ønsker mig til jul

 

Byer af støv

Byer af støv

gader af røg

 

Dødsdrom på cykel

olie på vejen

på vej gennem natten

i tung sommerregn

op under taget

taget for givet

svagt bekymret for at få

mén for livet

 

Engle af glas

haller af støj

 

Og du var tynd som en nål

og du var spids som en syl

og vi pløjede et spor

i din sorte vinyl

du vaskede dit hår

og trak mig ned

i dine rodede lagner og din

tilfældighed

 

De byder en mund

du ikke kan få

 

Og sidste gang jeg så dig var du

ude at svømme

i firserrumklang

og psykedeliske drømme

nu står du der på dine mødres ben

og med ét er verden

forudsætningsløs og ren

 

De byder en mund

du ikke kan få

 

I byer af støv

og gader af røg

går engle af glas

gennem haller af støj

de byder en mund

du ikke kan få

giver verden et navn

som du ikke kan forstå

 

Cafe Louise

Står på din bro i regnvejr

står på din bro i blæst

jeg har tunge sorte øller

under min højbanenordvest

der er langt når man skal gå alene

der er langt når man skal gå

med én man ikke bryder sig om

fortrænger morgendagens hammer

som sigter godt og altid rammer

 

Louise, Louise, du er en ond kold kvinde

Louise, Louise, min beske herskerinde

 

Den allerværste skæbne

er dén man selv har bedt om

det er weltschmerz klokken fire

når man jokker i den lort som

man så skal trækkes med når dagen blir grå

 

Louise, Louise…

 

Celle no 5

Der er så hvidt og underligt i celle no 5

månen står i stampe, ulven hyler og vil hjem

blodet løber stille gennem færgemandens årer

på bredden står sigøjnerbørn og græder tørre tårer

ingen rast og ro, allermindst til dem

der er så hvid og underligt i celle no 5

 

Der er så hvidt og underligt i celle no 5

det trækker helt ad helvede til og vinden den er slem

alle sprækker lukket af dit eget kød

som synger hult og spottende fra et fremmed skød

ingen vej tilbage hvor end du kommer frem

der er så hvidt og underligt i celle no 5

 

Der er så hvidt og underligt i celle no 5

på Blåskægs Motel står døren på klem

men foden er for lille og tanken er for stor

nu står han i dit brusebad og kalder på sin mor

du må afsted, tag alt det med, du tænker du skal gemme

der er så hvidt og underligt i celle no 5

 

De Døves Kirke

I De Døves Kirke er alting som en drøm

med lys der ikke virker og en tavle på et søm

og hænder der vrider tankerne af led

mens menigheden venter i en evighed

 

I De Døves Kirke er der ingen telefon

ingen morgenværter, ingen radiostation

og lyset falder tungt på de efterladtes mur

mens orgelet sander til i et strandet partitur

 

Og langs De Døves Kirke kører bilerne forbi

og gaderne de nynner deres egen melodi

vejr og årstid skifter, du er fanget du er fri

ligesom  alle andre steder er det helt almindeligt

 

I De Døves Kirke står du skrevet som fortabt

der er nogen der har jordet dig eller drejet dig en knap

og du kan tænke så det knager og lade kirkebænken knirke

der er stadig tyst som graven inde i De Døves kirke

 

Og langs De Døves Kirke kører bilerne forbi

og gaderne de nynner deres egen melodi

vejr og årstid skifter, du er fanget du er fri

ligesom alle andre steder er det helt almindeligt

 

I De Døves Kirke er alting som en drøm

med lys der ikke virker og en sælsom understrøm

og hænder der vrider tankerne af led

mens menigheden venter i en evighed

 

Og langs De Døves Kirke kører bilerne forbi

og gaderne de synger deres egen melodi

vejr og årstid skifter, du er fanget du er fri

ligesom alle andre steder er det helt almindeligt

 

Det du siger

Det du siger

er ikke det du mener

det jeg hører er ikke det du siger

det jeg siger

er ikke det jeg mener

det du hører er ikke det jeg siger

 

Alt er godt

alt går ned

alt for småt

det er kærlighed

når det er værst

 

Det jeg siger

er ikke det du mener

det du hører er ikke det jeg siger

alt det som

vi ikke siger og ikke mener

kan jeg få det på papir?

 

Alt er nyt

alt går op

jeg bliver snydt for din krop

når det er værst

 

Op ad biografens pudsede mur

det var første gang jeg sagde sådan til nogen

uden at tøve og uden at blive spurgt

du bad mig lade være

så var to på cykel

med et stenet blik ud over landevejen

et grynet lys fra en ensom bil deroppe

og så et styrt der blev til arvæv

af den slags elskende finder

når de undersøger hinanden med øjne og hænder

 

Alt er nyt …

 

Det er OK at sove nu

Under byens tage

under byens spir

i stille sidegader

under bunker af papir

under sol

under flag

i fliserne på pladsen

en støvet sommerdag

 

I en aften tæt af lykke

en ensom silhuet

en ukendt opgangs mørke

gløden fra en cigaret

fra lys trækkes langt

over søens sorte flade

fra fabeldyr og drømme

på husenes facade

 

Det er OK at sove nu

det er OK

Vi ses

 

I støvregn og i blikke

som aldrig mødes mere

i barer hvor du drikker

i kirker hvor du be’r

i parker hvor du venter

på nogen eller noget

i alt du aldrig fik

og alt det du har fået

 

Det er OK at sove nu

det er OK

vi ses

 

Det stikker mig

Det stikker mig igen

det stikker mig igen

nu hvor himlen højner sig

og horisonten den sigøjner mig

nu kan du finde mig på kanten

af lyse nætter, skæve dage

nu hvor vinden lægger sig

og vintergækker knækker sig

og vejene de strækker sig

missende mod solen

 

Det stikker mig igen

jeg tager stikket ud og hjem

nu er det mig der viser tænder

og bider hul i din kalender

på væggen Martin Luther der

hænger der og skutter sig

ingen skærsild siden

nu kan vi brænde hele tiden

til vi bliver hentet af den hvide flok

og fanden og hans pumpestok

 

Dronningestol

Vi så en snog i skoven

vi havde cyklet hele vejen

vi var heldige med vejret

de havde egentlig lovet regn

vi lå helt ned til vandet

teltet var min mors

krigen, den var næsten ovre

og I var næsten blevet store

 

Dronningestol, alt er af ler

mudderskred, det er hvad der sker

dronningestol, en drøm i en drøm

skrider i havet og gribes af strøm

 

Stille vand, Stille vind

hvide skyer, blanke sten

kogegrej, køkkensprit

tørresnor, myggestik

lommelygte, lommeand

mørket sniger sig i land

græsset vådt mod min sko

se, I sover, begge to

 

Du har ikke sagt noget

Solen skinner stadig på det hvileløse støv

på folk der går på gaden og på hundens røv

og du har ikke sagt noget

og det er der heller ingen der forlanger

 

Jeg er ikke stråmand for nogens ildebrand

lige dele jord, lige dele vand

og du har ikke sagt noget

og det er der heller ingen der forlanger

 

Kloden træder ud i universets stille sø

svanen synger, syger de, før at den skal dø

og du har ikke sagt noget

og det er der heller ingen der forlanger

 

Du sagde det jo

Langs med mørke karreer

gennem visne blade

gennem nøgne korridorer

lufthavn afgang afsavn

 

Mellem tavse skygger

gennem gader i en taxa

ansigt filmklip regnvejr

 

Du sagde det jo

 

Uden tæller, uden nævner

gennem urenes penduler

gennem tandhjul og metaller

ingen vished for de levende

 

Du sagde det jo

 

En evighed

Du fik ikke mange tanker før du strejfede forbi

med øjne tyngede af vished og en stum melankoli

svævede du forbi mit vindue som en sand aristokrat

både hensynsløs og nænsom, det tog en evighed med lysets fart

 

En evighed er tidsnok

en evighed er tidsnok forbi

 

Nu står jeg ydmyg under stjerner som ikke tager sig sammen og tager hjem

dit blik er tomt som oceaner, uden strømme eller vind

står det mon nogen steder skrevet hvem man kan byde op til dans?

jeg skulle gerne danse længe, den skrøbeligste vals

mens du nynner i mit øre, en lille vandblå melodi

jeg har ikke ventet længe, jeg vil ikke være fri

 

En evighed…

 

En frodig og tyst allé

En frodig og tyst allé

her bor døden og efteråret

en kiste af træ

tung for dem som har båret

en sang i en rungende rum

en stilhed der runger des mere

en stemme der pludselig bliver stum

en klokke der ringer sin lære;

alt forgår

kærtegn og sår

alt skal tælles og nævnes

i dage og år

og så

når tiden den kommer

så bliver du græsstrå på en mark

og vind på en sommerdag

en prik i horisonten

et frø, en klode

og skyer rundt om den

 

En sky i provinsen

Det var langt ude, det var op ad bakke

det var grydehår og maskinklippet nakke

din mor stod i køkkenet med indtørret grød

som husholdningslærer for det daglige brød

det var sommer på vejen og himlen var blå

du skulle alligevel have tæsk, så vi kunne lige så godt se på

den lille handelstandsprins blev bare vildere og vildere

selv kunne du kun fylde luften med huller

det siger sig selv at du aldrig kunne vinde

jeg havde godt set bare én gå rent ind

jeg lærte derhjemme at det var bedst

konsekvent at holde på den gale hest

i en sky i provinsen

 

Vi var egentlig ret tæt når det kommer til sagen

vi var i Hansa-land på andendagen

de har samme fliser som underlag dér

som i de eftermiddagslukkede sølvbryllupskvarterer

nu sidder jeg her og skal aldrig tilbage

til røgfyldte biler og solfyldte dage

hvor ingen de ved hvad de gør ved hinanden

i kældre og haver og nede på Anden

i en sky…

 

Er det mon her

Er det mon her at månemanden bor

er det mon her der er stjerner i en snor

er det mon her man aldrig rigtigt kommer hen

men døre står på klem og vi fatter ingenting

er det det sidste gyldne råstof alkymien værdig

før de klipper snoren over før man helt er blevet færdig

er det mon her man endelig kommer hen

og så aldrig mere får lov at gå igen

er det mon her

 

Er det mon her man kun er til besvær

er det mon her man kan plukke stikkelsbær

er det mon her at alting bliver for stort

er det mon her at man bliver dømt for alt hvad man har gjort

er det mon her at det bliver mørkt

er det mon her der falder regn

mens vi vandrer rund i blinde i en skov af spørgsmålstegn

er det mon her man kan høre englekor

og han endelig stikker nøglen i den gyldne port

er det mon her

 

Solen, sindet, sproget

Et lysglimt og et åndedrag

lidt himmel og lidt jord

en sten at lægge på en større

vinden hvisker hemmeligheder

gennem mit gardin

og vasketøj der hænger sig til tørre

 

Solen har sit eget katalog

sit eget katalog at bladre i

du kigger op mod himen

du spidser dine ører

du spidser dine ører og dagen er forbi

 

Alt hvad vi bestemt

og alt vi gav et navn

får en sømands grav på havets bund

vi synker ned

gennem tomme biblioteker

sølvfisk strømmer fra din mund

 

Sindet har sit eget katalog

sit eget katalog at bladre i

du kigger op mod himlen

du spidser dine ører

du spidser dine ører og dagen er forbi

 

Fotoalbum

Hun sad med håret, opsat på at følge dig i tykt

mens du skrev salmebøger kun for de forrykte

mon ikke i var blændende som snekanoner

uskyldsrene, spændende som tropeinfektioner

og alt det fra et billede

 

Konge ved dit eget bord og dit eget taffel

blikke klæbede til dit ord og til din gyldne gaffel

alt hvad vi kunne sprede spredt for alle vinde

hånden lagt på reden, jeg tror vi red i blinde

og alt det fra et billede

 

Og bukserne du fik og skjorten som jeg arvede

hun klynkede ikke det mindste da hunden blev begravet

ingenting så stærkt og intet så forvrænget

som minderne fra sidelinjen og rangérterrænet

og alt det fra et billede nogen havde gemt

fra en tid jeg næsten havde glemt

og alt det fra et billede fra et sted

med personer og dem som bare var med

 

Sydhavnsprins

Fra sidste blok før ingenting

som delebarn i udtræksseng

fra sidevejen ud af København

hvor mælkebøtter stadig kan dit navn

fra anonyme ruder i din gård

og rustne kapsler og flaskeskår

får jeg stadig samme svar

de her gader kan du ikke løbe fra

 

Fra lejligheden der blev for trang

når sommerdagen blev for lang

og stille timer i støv og lys

med sodavand og asfaltkys

fra tørreloft og kælderrum

og syltet frugt med flødeskum

får jeg stadig samme svar

de her gader kan du ikke løbe fra

 

Sydhavnsprins, hvil i fred

hvem kunne drømme

om noget bedre sted

rosenranker om dit hoved

og syrener i dit blod

sidste båd er lagt til kaj

en aften sent på Mozartsvej

ikke mere fyrværkeri

du har lukket dine øjne i

 

Hjem ud hjem

Tog afsted

kom omkring

kom hjem og fattede ingenting

samme møbler

samme rum

væggen tavs, døren stum

 

På et enkelt øjeblik

blev alt jeg ville til en prik

vuggede som en nøddeskal

i verdenshavets ventesal

 

I dit øje

i dit sind

under huden på dig

dit sølle skind

skind og ben

kød og blod

du stod og troede du forstod

ude af øje

ud af sind

nu er det ude af dine hænder

 

Hundekennel

Som en hund i et spil kegler

stod jeg i kø og skævede

med foden godt smurt ind

i al det lort som jeg har lavet

fanget på det gale ben

jeg sidder med en dårlig hånd

du gav mig stort set ingenting

jeg fik det heldigvis på bånd

 

Jeg spiller ikke spillet godt

jeg er stor nok til at forstå det

man vinder på point

når man ikke prøver på det

 

Hundekennel og teater

i det mindste er man aldrig helt alene

du kastede pinden i en sø

nu ved jeg ikke hvad jeg skal mene

 

Hvem er du som søger

Mørke bag en rude ligesom tusind nætter

der spejler sig i regn i parker uden navn

hvem er du som søger i mine gader

i mine haller, i min kalkstenskatedral?

og véd at jeg har svigtet og véd at jeg er ordløs

som nætterne og liljerne og tågen i dit blik

caféerne har lukket nu, skygger flygter

som åndedrag og motorvejstrafik

 

 Jul igen

I våde gader

går efteråret snart på hæld

ligesom tiden der også går

og årstiden der kommer af sig selv

det ser du fra dit vindue

ubehjælpsomt ovenpå

som en flamingoklokke

i decembervind på Ydre Nørrebro

 

For det er jul igen

 

Der var en tid før syndefaldet

før skilsmisser og Føtex var

en tid før du blev forbandet

med at du stort set kan gøre hvad du vil

med nisser i et vatlandskab

og en kirke i finér med rigtig lys

og varme under dynen

og en julemand der dryssede og skulle sys

før overtræk og børnecheck

kunne du stadig mønstre lidt magi

nu kan ingen ændret lukketid

camouflere at det er forbi

 

For det er jul igen

 

Vejrstation Intercity Hamborg Nord

Og det blev hurtigt mørkt

og alt vi hørte var dén lyd

ligesom skurren fra et isbjerg

da himlen pressede horisonten ned

så kom der lys på bilerne

de sneglede sig som perler på en snor

langt dernede under os

fra vejrstation intercity hamborg nord

 

Og alt var ude af kontrol

og alting faldt i hak

ligesom duerne i parken

der stod som brikker i et skakspil

vi ikke kunne rykke rundt på

og det var vores held

at langt dernede under os

passede verden helt sig selv

brikkerne var små

verden den var stor

fra vejrstation intercity hamborg nord

 

Med næserne mod ruden

tror jeg at vi to

var både Bobby og Joan

og børnene fra Bahnhof Zoo

det er ikke fordi jeg er nostalgisk

jeg er bare god til ord

og til at holde det i tågen

fra vejrstation intercity hamborg nord

 

Vi rejser os

Vi rejser os fra ingenting

fra evighed til stof igen

og du bliver dig og jeg bliver mig

det er et spørgsmål om perspektiv

og landet ligger som en tanke, et brev i en entre

og dagen ikke mere end vejrudsigten siger

vi skal ikke ligge mere ned, der er ikke tid

vi skal på job, vi skal drikke kaffe

 

Og aviserne de brænder ligesom ligbål i gaderne

vi hører hunde gø og børn der græder

og vi står imellem tavshed og tyvetusind myresorte ord

på papir

 

Vi rejser os fra ingenting

fra evighed til stof igen

og du bliver dig og jeg bliver mig

det er et spørgsmål om perspektiv

og landet ligger som en tanke, et brev i en entre

og dagen ikke mere end vejrudsigten siger

vi skal ikke ligge mere ned, vi har ikke tid

men vi har celler og det kan være at de rører hinanden

 

 

 

Kong Alkohol

Som gråbleg prins af Danmark

ved murens yderste kant

jeg fik et syn i natten

jeg sværger, det er sandt

jeg svævede over en afgrund

af vanvid og statsmonopol

du grinede støvet i mørket

Kong Alkohol

 

Vi lo og vi græd og vi sloges

min far, kongen og jeg

og gik jeg et stykke alene

så var han dog altid på vej

det hændte de smed mig i skarnet

eller bar mig i kongestol

én var dog altid den samme

Kong Alkohol

 

Når himlen er tung og bedrøvet

og regnen den fylder min sko

og kvinder de pakker og skrider

med både min rast og min ro

i nætter uden elskov

og dage uden sol

én er dog altid den samme

Kong Alkohol

 

November

Dagen er et dyr på spring

det sidder op ad væggen og ser på

jeg spejler mig i vagtsomme blik

mens du klæder dig på for at gå

jeg åbner mit vindue

jeg lukker mit vindue

ser verden gennem glas

som et slot af diamanter og et tårepalads

jeg fanger mig et nu

se så hvad der sker

ingen verdens ting

hvem kunne ønske mere

nu er det forsvundet og for altid her

novembersøndag med skyer

ingen udlæg, ingen gæld

det er her som i alle andre byer

det er altid det samme hotel

 

 

Nytår

Klokken næppe mere end otte

himlen sort og stjerneklar

et år der gik og ingen så det

sådan er det åbenbart

 

Aldrig så alene

som på den allersidste dag

døde træer og visne grene

et lysglimt over himlens tag

 

Du behøver ikke svare

nu du ligger i din seng

du vil aldrig kunne forklare

hvordan det føltes for dén dreng

 

Aldrig så alene

som på den allersidste dag

døde træer og visne grene

et lysglimt over himlens tag

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2020-

 

Gl. Kløe Landevej

Dagen op til nytår, så bliver det ikke mere trist

sukker spurven fra sin gren

mens regnen trækker striber og løvet danser twist

herregud, så kører vi igen

 

I stuen tvinger uret viserne i knæ

mens jeg stirrer på min tavse telefon

alle mine venner siger jeg skal slappe af

men det er ikke dem i dén her situation

 

Mon du sidder i dit køkken i din stuelejlighed

mon du stadig savner mig

i gråvejr i december mens lyset det går ned

over Gl. Kløe Landevej

 

Der er sår man ikke skal pille i

der er ting man skal lade blive

tanker man kan fare vild i

det har jeg hørt de kloge sige

ikke tilbage til en fuser

dér stod du sidste år

med en knækket tændstik og en gennemblødt cigar

hvad kan man gøre når blodet bruser og hjertet slår

det må være mit endelige svar

 

Mon du sidder i dit køkken i din stuelejlighed

mon du stadig savner mig

i gråvejr i december mens lyset det går ned

over Gl. Kløe Landevej

mon du sidder i dit køkken i din stuelejlighed

mon du drømmer ligesom mig

i gråvejr i december mellem brag og julefred

over Gl. Kløe Landevej

 

Skadesløs

Nu da vinden den har lagt sig

og der ikke er mere fuglesang

træder vi et skridt til siden

og lader passere

 

Solen synker

stjerner står på spring

de står fortabt og blinker

og kan ikke finde hjem

 

Og nu da solen den er slukket

og stjernerne er tændt

er der så noget vi gik glip af

er der så noget vi har glemt

 

Og du som rejste med mig

og stadig er min ven

og stadig kan fortælle

hvor det er at vi skal hen

 

Jeg tror du gav mig alting

jeg giver dig alt tilbage

det lover jeg på ære

en af de her dage

 

Og nu da vinden den har lagt sig

og kragerne er vendt

er der så noget vi gik glip af

er der så noget vi har glemt

 

Sommersalme

Så sad vi dér

hul i brystet, uden magt

mens du vinkede fra balkonen

i blomsterflor og farvepragt

vi havde ikke nogen ord

vi troede knapt nok hvad de sagde

at det var nu du skulle gå

og aldrig mere komme tilbage

 

Nu bor du i en varm og lys skærsommersang

ikke dig de kørte væk

vi sagde farvel en anden gang

nu bor du i en varm og lys skærsommersang

kan man danse frit dér

kan man lave noget larm

 

Så gik vi ud

sammen eller hver for sig

ud i verden

uden dig

nu er det sjældent men det sker

jeg kommer gennem dit kvarter

gaderne de er de samme

men du er her ikke mere

 

Nu bor du i en varm og lys skærsommersang

ikke dig de kørte væk

vi sagde farvel en anden gang

nu bor du i en varm og lys skærsommersang

kan man danse frit dér

kan man lave noget larm

 

Nu bor du i en spinkel orgelmelodi

er du dig selv

er du fri

 

 

 

A til B

Du gik dine egne veje

ind og ud af skove uden svar

dér hvor tiden ingen venner har, kun ubekendte

og der er kort fra er til var

 

Så kom du tilbage,

jeg havde håbet det skulle ske

så stod vi dér, jeg med min gåde, du med din ligning

og stadig lige langt fra A til B

 

Måske det blev for stort

måske det blev for trangt

frem og tilbage, det er stadig lige langt

A til B

er til var

jeg kender ikke dine tanker

der er så stille, dér hvor du kommer fra

 

Nu er næsten alting helt normalt

nu er næsten ingenting sket

det er bare en hvisken og en blafren

i et usynligt alfabet

vi skal alle sammen videre

det skal du, det skal jeg

Jeg håber, hvis jeg leder

så kan jeg stadig finde dig

 

Hvis det bliver for stort

hvis det bliver for trangt

frem og tilbage, det er stadig lige langt

A til B

er til var

jeg kender ikke dine tanker

der er så stille, dér hvor du kommer fra

 

Ude i provinsen

Ude i provinsen med vindheks og hyæner

begrundet optimisme og vinkelrette plæner

ude i provinsen står et ubarmhjertigt kor

går du ikke til frisør ved de hvor du bor

 

Ude i provinsen hvor alting lukker klokken fem

bliver du spist af vilde dyr hvis du ikke er nået hjem

der er ikke meget fernis når du kradser i facaden

slår vinden om i nord forsvinder hovedgaden

 

Ude i provinsen er de pisseligeglade

du kan få boliglån og briller eller også et par flade

der er bøfsandwich og pølser, der er mørkeleg på Prinsen

der er liv og glade dage ude i provinsen

 

 

Brænder dagslys

Som den trofaste hærs faste kaptajn

blev jeg fanget i krydsild og heldagsregn

jeg drejede en stjerne og så mit snit

nu er jeg ude af fokus og ude af trit

 

Jeg brænder dagslys

som var det ingenting

lyt til Radio Tavshed fra min udtræksseng

 

Jeg holdt mit ord, jeg holdt mit vejr

jeg kunne næsten se himlen når jeg stod på tæer

jeg gjorde min pligt og jeg krævede min ret

er der så noget at sige til at man bliver lidt træt

 

Lyset skifter, her står vi af

er der stadig lidt stilhed tilbage?

nu står vi på broen som et vægtløst par

hvordan ser bagagen mon ud heroppe fra?

 

Brændglas

Her omkring er lyset noget særligt, siger du

her omkring er lyset helt specielt

dér hvor din far han kommer fra

skal tingene helst ikke være noget som helst

sommerhustransistor

Edwyn Collins messer sig hulkindet gennem sæsonens melodi

og vi taler om de tyskere der cykler her forbi

 

Vi har ikke snydt nogen, ikke lovet nogen noget

solen fylder stuen med en brøkdel af sin gåde

 

Og så står vi med lyset

og så står vi med mørket

så står med alting som en gave

så står vi med endeløse nætter

og fortids kæmpegrave

så står vi med afstand

så står vi med glemsel

og et sommersløret minde

så står jeg med tanken at jeg egentlig aldrig

rigtigt fik kysset din veninde

 

Og så får vi et brændglas af solen

 

Nu er der ikke så meget at skrive hjem om

jeg kunne fristes til at sige heldigvis

ikke fordi at stilhed ikke har en pris

når man endelig når i øjenhøjde

med sin egen slægt

bliver det pludselig tid til at smide

flyttekasser væk

 

Vi har ikke snydt nogen

ikke lovet nogen noget

solen fylder stuen

med en brøkdel af sin gåde

 

Og så står vi med lyset

så står vi med mørket

så står vi med alting som en gave

så står vi med endeløse nætter

og fortids kæmpegrave

så står vi med afstand

så står vi med længsel

og et sommersløret minde

så står jeg med tanken om der egentlig var nogen

der fik mere nogensinde

 

Og så får vi et brændglas af solen

 

Ferskenparkens stisystem

 

Vi var en modig lille flok der drog afsted

jeg mener at vi have taget soveposer med

min makker og min styrmand og min bedste ven

satte sig på hug og fandt korte frem

”vi er havnet lige her. I Ferskenparkens stisystem”

 

Vi stod i lange lige rækker på de endeløse stier

med hver sin hede drøm og hver sin blanke tier

så blev vi vinket frem, så blev vi lukket ind

så blev vi solgt som æsler i Ferskenparkens stisystem

 

En sommerfugl i solen sidste skoledag

flaksede og forsvandt og kom aldrig mere tilbage

hvad skulle jeg egentlig sige da jeg mødte dig igen

du troede måske at jeg var én af dem

fra Ferskenparkens stisystem

 

Vi var en modig lille flok der drev afsted for vejr og vind

jo mere vi roede, længere kom vi ind

så røg stormen ud af sækken, det gjorde heller ikke gavn

at jeg rejste mig i overmod og råbte mit navn

natten hvor vi lå og gemte os for Polyfem

sig aldrig hvem du er i Ferskenparkens stisystem

 

Det er længe siden nu, hvad er der egentlig tilbage

jeg tænker stadig på dig somme tider, visse dage

nogen klamrer sig til planker, andre hænger i en gren

trækkes ind og ud af tidevandet i Ferskenparkens stisystem

 

Hovedværk

Respektabilitet og alkohol

i et nøje afstemt forhold 1 til 3

solen sitrer gennem bøgeblade

pariserstemning på en udendørs café

efteråret har sin egn charme

pladsen har sit eget muntre liv

de serverer efter lukketid

og alle dine kvinder sukker bliv

 

Så er det godt du har en ven

som hjælper dig igennem svære tider

pynter på et hjælpeløst refræn

skjuler dine alt for åbenlyse sider

 

Det var stråhat gennem sommeren

nu er det stubmark fra i går

rødvinspletter på din hvide skjorte

de vil stadigvæk have drømme

fra et tog som ikke kører

fra et blækhus som er blevet borte

 

Så er det godt du har en ven

som hjælper dig igennem svære tider

pynter på et hjælpeløst refræn

skjuler dine alt for åbenlyse sider

 

Du vil egentlig bare sidde her og få en lille tår

men det er faktisk temmelig svært at høre

hvad musen hvisker til dig med hånden på dit lår

når dæmonerne de hyler i dit øre

 

Så er det godt du har en ven

din dybe stemme i dit hule bryst

dine ord betyder ingenting

heller ikke mine, hvis det kan være en trøst

 

Januar

Januar træder i hullede sko

gennem en drive af sjap

spejler sig så i et vinduesparti

med dråber der driver om kap

 

Mørket får fat i de fleste

dagen får knapt nok begyndt

januar skutter sig, knapper sin frakke

men stoffet er luvslidt og tyndt

 

Januar tænker på solen

den er vel derude et sted

så går hun videre med usikre skridt

vi andre kan kun følge med

 

Januar hader sin skæbne

var man så bare april

med venner og hvidvin og løfter og latter

og tøj i en helt anden stil

 

Januar længes mod lyset

hun véd at hun snart må afsted

så går hun videre med usikre skridt

vi andre kan kun følge med

 

Melankolske ven

Melankolske ven

eller sådan så du ud

gennem øjne der kunne lyse

med de efterladtes mod

i en sommer uden ende

hvad har vi egentlig lavet siden

end at slukke gløder fra Sankt Hans-bål

der krøb ind under huden

 

Og det er sikkert ikke værre

end jeg selv får gjort det til

sikkert ikke bedre

og så alligevel

er der flere åbne marker

er der mere billig vin

fik du fundet det du søgte

skal vi ses igen

 

Helte for en dag

næppe mere end det

sikkert godt det samme

hvem ved hvad der kunne ske

i en sommer uden ende

hvad har vi egentlig lavet siden

og pludselig mødes man som voksne

en tilfældig dag på gaden

 

Og det er sikkert ikke værre

end jeg selv får gjort det til

sikkert ikke bedre

og så alligevel

er det flere knuste hjerter

springvand vi skal springe i

er det tid at starte forfra

skal vi sige det er forbi